10 ting vi lærte fra Storbritanniens Grand Prix

Søndagens løb på Silverstone blev måske sæsonens bedste indtil nu. Desværre deltog Haas ikke meget i løjerne og begge biler måtte udgå.


Heldet med Hamilton
Lewis Hamilton startede toer og han kunne ikke komme forbi Valtteri Bottas. Men så røg løbet lige ind i hænderne på briten. Bottas pittede, Hamilton blev ude og så komnder en safetycar på det helt rigtige tidspunkt. Dermed kunne Lewis Hamilton let komme forbi, og han blev på førstepladsen og sikrede sig sejr nummer syv i år.

Silverstone skal blive på løbskalenderen
Banen i Silverstone var på vej ud af Formel 1, men der er lavet en ny aftale med det traditionsrige anlæg, og det skal vi være glade for. Søndagens løb havde masser af dramatik og var super sjovt at se på som fan. Jeg glæder mig allerede til feltet indtager Silverstone næste år.

Dobbeltsejr til Mercedes igen igen
Inden weekenden havde Mercedes sluttet 1 og 2 i samme løb hele seks gange i denne sæson, og søndag gjorde de det igen. Det kan betale sig at være i front, fordi bagved var der så meget dramatik, at det tyske mandskab ikke rigtigt blev presset.  

Mareridtsdag for Haas
Der har været mange dårlige dage for Kevin Magnussens Haas-team, men denne søndag på Silverstone må være den værste i denne sæson. Holdets to kørere kolliderede på første omgang, og begge biler blev så medtaget, at de måtte i pit og kort efter udgå af løbet. Trist dag for Magnussens mandskab.

Alt for kort arbejdsdag for Magnussen
Otte omgange skulle der gå af løbet på Silverstone, før dagen sluttede for Kevin Magnussen efter sammenstødet med Romain Grosjean i starten. Kom igen Kevin, det kan kun gå fremad herfra.

Nyt stort rivalopgør i Formel 1?
I Østrig fik vi en fantastisk duel imellem Charles Leclerc og Max Verstappen, og det fortsatte i Storbritanniens Grand Prix. Leclerc blev overhalet af Verstappen under et pitstop, men monegaskeren kom forbi hollænderen kort efter og de to blev ved med at presse hinanden. De to har kæmpet mod hinanden siden de var små, og jeg glæder mig meget til at følge dem fremover.

Tak til Ferrari og Red Bull
Mercedes kørte deres eget kedelige løb i front, men heldigvis sørgede Ferrari og Red Bull for masser af underholdning for de mange Formel 1-fans. Før sæsonen regnede vi med et parløb mellem Mercedes og Ferrari, men sådan er det slet ikke gået. I stedet for har Red Bull nærmet sig Ferrari, og nu ser det ud til, at Red Bull-raceren er hurtigere i løb. De to hold skabte dramatikken i løbet, og det ser godt ud for de kommende grand prix’er.

Fortjent podieplads til Leclerc
”Mit sjoveste løb i Formel 1”. Sådan sagde Charles Leclerc efter søndagens grand prix. Han var i vælten under hele løbet og kæmpede hårdt mod både Max Verstappen og Charles Leclerc undervejs. Monegaskeren kæmpede hårdt for sin podieplads og han var endda uheldig med en safetycar. Godt gået.

Den rigtige vej for Gasly
Sæsonstarten har været alt andet end nem for Pierre Gasly, og han har været milevidt fra holdkammeraten Max Verstappen. Franskmanden er stadig ikke på niveau med hollænderen, men søndagens løb var alligevel en god oplevelse for Gasly. Han kunne fint følge med og var blot fire et halvt sekund fra podiet på en fjerdeplads.

Tæt midterfelt
Hvis vi ser bort fra de to Haas-biler, der normalt bør kunne blande sig, så var det tæt i kampen om at blive best of the rest, og det er kun til gavn for sporten. I dag var McLarens Carlos Sainz bedst, men Daniel Ricciardo fra Renault var under et sekund efter. Vi ville gerne se Haas blande sig, og håber på, at det sker næste gang.