10 ting vi lærte fra Kinas Grand Prix

Der var store forventninger til det kinesiske grand prix. Det var løb nummer 1000, vi skulle se en fed duel mellem topholdene og så skulle Kevin Magnussen revanchere det skuffende resultat fra Bahrain. Men det blev aldrig det store festfyrværkeri, vi havde håbet på, og det historiske løb blev lidt af en fuser.


1) F1 er som en æske chokolade
Der var størst forventninger til Ferrari inden sæsonstart, men så vandt Mercedes årets første løb i Australien. Derefter så Ferrari stærkest ud i Bahrain, og så var Mercedes alligevel igen bedst i Kina. Gad vide, hvordan styrkeforholdet er imellem de to hold næste gang?

2) Ferrari kiggede mere tilbage end frem
Der var lagt op til en spændende duel mellem Ferrari og Mercedes, men sådan skulle det ikke gå. Det tyske team var bare for gode, og i stedet for koncentrerede italienerne sig for at lukke af for Red Bull. Men det gik heller ikke optimalt, da Max Verstappen sneg sig ind på en fjerdeplads imellem Sebastian Vettel og Charles Leclerc. Taktikken var skidt, og det gik udover sidstnævnte.

3) Ricciardo blev "Best of the rest"
Der var endelig lidt at smile af for Daniel Ricciardo. Australieren fik sæsonens bedste resultat med en syvendeplads, og mere kunne man ikke forvente. Ricciardo finder sig måske lidt bedre tilpas i sin nye racer, og så kan han glæde sig over at være den eneste fra holdet, der kom i mål. Nico Hulkenberg måtte udgå undervejs med mekaniske problemer.

4) Hvor er Haas’ løbsfart?
Der er lidt et mysterium, Haas skal have løst. I de to seneste grand prix’er har holdet været hurtige i kvalifikationen med en forventning om, at holdet skal have point. Men om søndagen har farten simpelthen manglet. Det skal løses asap.

5) Møgdag for Magnussen
Det gik desværre ikke Kevin Magnussens ved i Kina. Danskerens bil var langsom, undervejs blev han overhalet af teamkollega Romain Grosjean på grænsen til at have været under safety car og så smuttede Lance Stroll forbi til allersidst, så Grosjean sluttede to pladser bedre. K-Mag blev nummer 13, og vi håber på, at han snart får point igen.

6) Løb nummer 1000 blev ikke historisk godt
Øv, race nummer 1000 blev ikke et mindeværdigt løb på banen. Mercedes var urørlige, og der var aldrig spænding om udfaldet. Det mest dramatiske øjeblik var i første sving, hvor Daniil Kvyat kørte sammen med begge McLaren-biler og fik tildelt en hård drive-through straf. Vi krydser fingre for, at nummer 1001 bliver bedre.

7) Fed duel om hurtigste omgang
Jeg er stor fan af, at løbets hurtigste omgang giver et point til VM-stillingen, og man kan mærke, at det betyder noget for både kørere og hold. Flere gange i søndagens grand prix spurgte Lewis Hamilton ind til, hvem der havde hurtigste omgang, og til sidst gik Red Bull benhårdt efter den. Pierre Gasly kørte i pit, fik et sæt soft dæk på bilen og fik lige akkurat hurtigste omgang foran Sebastian Vettel.

8) Imponerende af Albon
Der bliver kåret en ”Driver of the Day” efter hvert løb, og det blev en overraskende vinder af den titel i Kina. Alexander Albon fra Thailand startede fra pitten og sluttede på en imponerende 10. plads i sin Toro Rosso og sikrede sig et VM-point foran Romain Grosjean. Godt kørt og velfortjent hæder.

9) Kimi kan stadig
Der er ikke de store forventninger til Alfa Romeo, men med Kimi Raikkonen bag rattet er det en lidt anden sag. Iceman er varm i raceren og kørte et fejlfrit løb. Finnen kom ind på en flot 9. plads og han kom ind på andenpladsen i afstemningen om at være dagens bedste kører efter Alexander Albon. Kimi Raikkonens holdkammerat Antonio Giovinazzi kørte sin Alfa Romeo ind på en noget mere beskeden placering som nummer ni.

10) Er Gasly den rigtige mand hos Red Bull?
Godt nok fik Pierre Gasly hurtigste omgang i Kina, men det var på de hurtigste dæk, og kun lige med nød og næppe. Ellers var der ikke meget at smile af for den franske kører, og det har der generelt ikke været i denne sæson. Gasly var igen langt efter den anden Red Bull-racer med Verstappen, og selvom det er tidligt på sæsonen, så ser det ikke alt for godt ud. Der begynder allerede at være pres på Pierre Gasly, og der skal noget, hvis sæder også skal være hans næste år.