10 ting vi lærte fra Mexicos Grand Prix

Lewis Hamilton vandt i Mexico, og han er snublende nær sin sjette VM-titel. For Kevin Magnussen og Haas blev det nok en gang en dag i den helt tunge ende af feltet.


Flot sejr af Lewis Hamilton
Det lå ikke i kortene, at Lewis Hamilton skulle vinde, men briten kørte sine dæk mesterligt og fik dem til at holde hele vejen hjem, selvom han pittede et stykke tid før sine nærmeste konkurrenter Sebastian Vettel og Valtteri Bottas.

Mexico klæder Formel 1
De farverige og passionerede mexicanske fans er bare fede at se på. Jeg er stor fan af, at landets hovedstad lægger gader til et løb. Da Lewis Hamilton blev interviewet af Jenson Button efter sejren, sagde han, at han ikke har set noget som de mexicanske fans.

Igen en sløj dag for Kevin Magnussen
Vi kender efterhånden historien om Kevin Magnussens sæson alt for godt desværre. Endnu en gang sluttede danskeren i den kedelige ende af feltet. K-Mag havde trods alt et smil på læben i interviewet efterfølgende, hvor han følte, at de under omstændighederne gjorde det godt.

Verstappen igen uheldig i starten
Max Verstappen er en aggressiv racerkører, og det har kostet ham sammenstød og placeringer flere gange fra løbsstart på det seneste. Denne gang røg han et stykke ned i feltet efter at have kørt sammen med Lewis Hamilton. Kort efter det ramte hollænderen Valtteri Bottas, og det kostede et bagdæk, et pitstop og det ødelagde Verstappens løb.

Albon igen i den sjove ende
Red Bull har to kørere, der kan lege med i toppen. For andet løb i træk var Alexander Albon solid og sluttede i top 5. Vi ved alle, hvad Max Verstappen kan, så det lover rigtigt godt for fremtiden for Red Bull.

Perez var best of the rest på hjemmebanen
Mexicanske Sergio ”Checo” Perez gave sine fans noget at juble over søndag. Han kørte godt på hjemmebanen i Mexico City, og han kom ind på en flot 7. plads efter de tre store teams.

Klassisk Hamilton
Lewis Hamilton er kendt for at være aktiv på radioen, og det var han også i Mexico. Briten mente, at han kom alt for tidligt i pit. Det har han gjort før, hvor det er blevet til sejr, og det skete igen i Mexicos Grand Prix.

Hamilton er stort set verdensmester
Det kan ikke gå galt for Lewis Hamilton. Briten bliver verdensmester, men den er ikke helt hjemme endnu. Mercedes-køreren mangler blot en håndfuld point for at sikre endnu en titel, og mon ikke det kommer næste weekend i USA.

Williams og Haas er værst lige nu
Det er helt utroligt, men Haas ligger og roder rundt sammen Williams i bunden af feltet. Det lykkedes for Romain Grosjean at slutte næstsidst og franskmanden klemte sig ind mellem George Russell og Robert Kubica.

Vi kan godt glæde os til næste år
Sæsonen er ved at gå på hæld, og vi ved allerede, at suveræne Mercedes både tager kørernes mesterskab og er bedst af konstruktørerne. Men jeg tror, at det hele bliver meget mere spændende i 2020. Ferrari er meget bedre med nu, og noget tyder på, at Red Bull måske kan blande sig. Med danske øjne kan det også kun blive bedre for Kevin Magnussen. Lad os krydse fingre for, at Haas igen kan lege med i den sjove ende af midterfeltet.