10 ting vi lærte fra Singapores Grand Prix

Kevin Magnussen havde ikke heldet med sig i Singapore. Det havde Sebastian Vettel derimod, og tyskeren viste endnu en gang, at han befinder sig godt på bybanen.


Vettels femte i sejr i Singapore

Sebastian Vettel har styr på bybanen i Singapore. Dette var tyskerens femte sejr ud af de 12 løb, der er kørt siden 2008. Det er ganske enkelt imponerende.                  

 

Singapore er lig med Safety Car

Der er nu blevet kørt 12 Formel 1-grand prixer i Singapore, og der har været safety car alle 19 gange. Det så ellers længe ud til at skulle blive første år uden, men i den sidste del af løbet kom der safety car ud hele tre gange.

 

Safety Cars ødelagde Magnussens løb

Kevin Magnussen så længe ud til at skulle få point, men danskerens løb blev ødelagt af perioderne med safety car til sidst. K-Mag var oppe på en ottendeplads, men han sluttede sidst af de 15 biler, der gennemførte. Som en trøst fik Magnussen til sidst hurtigste omgang i løbet.

 

Ferraris perfekte strategi
Tidligere på sæsonen fik Ferrari kritik for deres strategi, men i dag virkede den, som den skulle. Holdet var hurtigst af de forreste til at pitte, og det gav pote. Sebastian Vettel kørte forbi Lewis Hamilton, og derfra kunne han og teamkollega Charles Leclerc kontrollere feltet og sikre en dobbeltsejt til det italienske mandskab.

 

Skidt dag for Mercedes

Det var svært at se fornuften, da Mercedes holdt Lewis Hamilton ude på soft-dækket, da både Sebastian Vettel og Charles Leclerv havde haft deres pitstop. Omgang for omgang mistede briten tid, og han kom både ud igen efter de to Ferrari-racere og Max Verstappen. Hamilton sluttede som nummer fire og Valtteri Bottas blev femmer.

 

De mindre teams blev brugt i det større spil

Der opstod en lidt speciel situation midtvejs igennem løbet, hvor de hurtigste biler skulle overhale mindre hurtige. Og her kom holdenes tilhørsforhold i spil. De langsommere med Ferrari-motorer lukkede Vettel og Leclerc forbi uden større kamp, og prøvede at gøre livet surt for de andre. Sådan fungerer Formel 1 også.

 

Leclerc offer for holdets egen strategi

Det startede så godt for Charles Leclerc, der jagtede sin tredje sejr på stribe. Men Sebastian Vettel fik først nye dæk på, og de hurtigere omgangstider betød, at tyskeren kom forbi Leclerc. Vettel er svær at have med at gøre, når han er forrest, og det er ikke nemt at overhale i Singapores snævre gader. Derfor måtte Charles Leclerc nøjes med en andenplads.

 

Kedeligt dramatisk løb i Singapore
Der var masser af dramatik i søndagens løb, men som tv-seer var der ikke rigtigt spænding om udfaldet. Det er desværre sådan på de baner, hvor det er svært at overhale.

 

Verstappen driller igen de store
Igen og igen leverer Max Verstappen imponerende resultater i sin Red Bull, og søndag var han endnu en gang godt kørende. Hollænderen kom på podiet og sluttede foran begge Mercedes-kørerne. Hollænderen bliver ved med at få det maksimale ud af sin racer, og han bliver spændende at følge til næste sæson.  

 

Kan Mercedes presses?

Mercedes så urørlige ud i starten af sæsonen, men Ferrari har for alvor fundet formlen på succes, og holdet har nu hentet tre sejre på stribe. Konstruktørernes mesterskab så ud til at være afgjort, men nu er forspringet yderligere reduceret. Det vil kræve noget af en præstation, hvis de skal indhentes, men det er ikke umuligt.