Top 5 Picks: Spaniens GP

Valtteri Bottas viste endnu en gang tænder i Azerbaijan, hvor Ferrari igen måtte sande, at de er et stykke fra Mercedes lige nu. De røde racere skal snart til at vise tænder, hvis italienerne de skal blande sig i kampen om at vinde VM-titlen. Det kan de passende gøre i weekenden, hvor Formel 1-feltet skal en tur til Spanien. Haas kommer med en opgradering til, og Kevin Magnussen krydser fingre for, at det kan få holdet op og blande sig i kampen om at blive ”best of the rest”. I GP Picks handler det om interne dyster på holdene, og K-Mag må meget gerne slå Romain Grosjean.


100: Max Verstappen har sluttet alle sæsonens fire Grand Prix’er foran holdkammeraten Pierre Gasly, og det gør han også i Barcelona. Verstappen er flyvende i sin Red Bull, imens Gasly stadig ikke har fundet sig tilrette på teamet.

75: Kimi Raikkonen har vist flere eksempler på sine evner i sin Alfa Romeo, og han er bare klasser bedre end Antonio Giovinazzi. Finnen har formået at score 13 VM-point, imens italieneren stadig har sit første til gode.

60: Alexander Albon har været en af sæsonens helt store overraskelser, og i Kina blev den unge thai kåret til dagens kører. Jeg tror ikke på, at Daniil Kvyat kan følge med i Spanien.

50: Pilen har været opadgående for Sergio Perez siden sæsonstarten i Australien, og senest blev det til en flot sjetteplads for mexicaneren. Jeg tror ikke, at Perez slutter bedre endnu i weekenden, men han bør besejre Lance Stroll.

40: Romain Grosjean har blot gennemført et af sæsonens fire løb, og der sluttede franskmanden sjovt nok bedre end Kevin Magnussen. Men jeg håber og tror på, at danskeren besejrer sin teamkollega. Så må vi se, om begge kørere gennemfører eller ej.