10 ting vi lærte fra Tysklands Grand Prix

Det var både vådt og vildt, da Formel 1-feltet kørte på Hockenheim i weekenden. Max Verstappen vandt og Kevin Magnussen fik VM-point.


Endelig Regn
Vi er midtvejs igennem Formel 1-sæsonen og endelig fik vi et løb med regnvejr. Det giver bare et helt andet løb, hvor både kørere og materiel bliver sat på hård prøve. Når det er sagt, så er det også godt, at der ikke er vådt i de fleste løb.

Verstappens vilde sejr
Max Verstappen fik en forfærdelig start, hvor hans racer stod helt stille. Det kostede et par pladser, men hollænderen viste sine evner i vådt føre. Han holdt sig fremme og efter Lewis Hamiltons afkørsel var Vestappen forrest, og her blev han til mål og fik sæsonens anden sejr.

Masser af dramatik
Tysklands Grand Prix blev helt vanvittigt at se på. Efter en rolig start i regnvejret bød løbet på masser af afkørsler og dramatik. Det var uforudsigeligt hele løbet igennem og som Formel 1-fan var det svært at bede om mere.

Det hele vendt op og ned på få minutter
Løbet varede i 64 omgange, men hele billedet ændrede sig dramatisk i løbet af meget kort tid. Først kørte Charles Leclerc af banen, da han var hurtigst af alle, og kort efter gik det galt for den førende Lewis Hamilton, der kom af banen og ind til et pit-crew, der slet ikke var klar på, hvad der skulle ske. Det betød, at det hele blev kørt ind i hænderne på Max Verstappen.

Hamiltons elendige løb
Lewis Hamilton startere forrest og sluttede tredjesidst af de biler, der kom i mål. Det lyder som en joke, men det skete søndag på Hockenheim. Et par afkørsler, et pitcrew, der ikke var klar og en tidsstraf forvandlede det, der skulle have været endnu en sejr til et mareridt for den forsvarende verdensmester.

Magnussen satsede forkert men vandt til sidst
Næsten hele feltet skiftede fra regnvejrs-dækkene til intermediate, imens Kevin Magnussen blev ude og var oppe som toer. Hvis der var kommet vand, så havde det været til danskerens fordel, men vejret svigtede, og i stedet for sejlede K-Mag ned gennem feltet. Men mod slutningen var han en af de første til at få bløde dæk på, og det gjorde ham godt. Danskeren var igennem en rutsjetur og sikrede til sidst et enkelt VM-point og sluttede foran Lewis Hamilton.

Hvad har Haas lavet siden Australien?
Det er mig en gåde, hvordan Haas’ racer fra sæsonstarten kan være bedre end deres seneste udgave, som Kevin Magnussen kørte rundt i. Der skal vist kigges ind ad på holdet frem mod næste sæson i en sport, hvor udvikling er så stor en del af sporten.

Magnussen og Grosjean kørte sammen igen
Både Kevin Magnussen og Romain Grosjean har skulle stå skoleret flere gange i løbet af sæsonen efter sammenstød holdkammeraterne imellem, og der går rygter om, at Haas vil erstatte Grosjean. Søndag skete det igen, og mon ikke de to endnu engang skal forklare sig.

Solide Vettel
Sebastian Vettel var tæt på at gøre det umulige og vinde efter at have startet sidst. Men mon ikke tyskeren var godt tilfreds med sin andenplads efter at have startet bagest. Vettel kørte solidt og undgik alle problemerne undervejs, og det var fedt at høre jubelen fra hjemmefansene, da han kørte sig op i feltet til sidst.

Kvyat greb chancen
Det er så sjældent, at de mindre hold blander sig i toppen, og det er fedt, når det sker. Torro Rosso gjorde det glimrende og det lykkedes at få en podieplads. Dækstrategien sad lige i skabet, og Daniil Kvyat udørte sit arbejde perfekt.