Top 5 Picks: Kina

Der venter et helt særligt løb, når feltet skal kæmpe om vigtige VM-point i Kina. Det er grand prix nummer 1000, og mon ikke alle vil gøre alt for at få et godt resultat i den store begivenhed. Der er lagt op til en masse spændende dueller på racerbanen ved Shanghai efter et fantastisk drama i Bahrain, hvor Ferrari viste tænder og tabte det hele til Mercedes til sidst.


100: Max Verstappen er bare bedre end Pierre Gasly. Hollænderen har fået det maximale ud af Red Bull-raceren i modsætning til sin franske teamkollega, der ikke ser ud til at håndtere sin nye hurtigere bil godt nok endnu. Den dyst vinder Max Verstappen sikkert.

 75: Kimi Raikkonen sluttede over Nico Hulkenberg i Bahrain, men det skete kun på baggrund af tyskerens mærkværdige exit i slutningen af løbet. Renaulten er hurtigere end Raikkonens Alfa Romeo, og finnen vinder ikke denne duel.

 60: Charles Leclerc var bedst af alle i Bahrain, men det var Ferrarien ikke til sidst. Men den unge og lynhurtige racerkører fra Monaco kunne godt få sin første sejr i Formel 1-løb nummer 1000. Jeg tror på det, og det betyder, at han slår Lewis Hamilton.

 50: Valtteri Bottas er svær at blive klog på. Finnen var fantastisk i Australien, men det var han bestemt ikke i Bahrain. Spørgsmålet er, hvilken Bottas vi får at se i Kina. For to uger siden var Ferrari hurtigere end Mercedes, men det endte slet ikke som italienerne havde håbet på. Jeg tror på Ferrari og Sebastian Vettel i denne duel. Hvis de er lige så hurtige som sidst, så napper tyskeren den.

40: Det står 2-0 til Kevin Magnussen i den interne dyst mod Romain Grosjean, og hvorfor ikke alle gode gange tre? Det er en lige duel, der kan gå begge veje, men vi kipper lidt med Dannebrog og vælger K-Mag.